Foto: Vejdirektoratet

Stærkere vestdansk vækstcenter til gavn for hele Danmark

Efter hovedstadsområdet er Østjylland forsat det andet største vækstcenter i Danmark. Men udviklingen risikerer at koble Østjylland af, hvis infrastrukturen ikke følger med. Samtidig tiltrækker hovedstadsområdet stadig flere investeringer, hvilket skaber en voksende geografisk ubalance. Skal Østjylland fortsat bidrage stærkt til vækst og beskæftigelse i hele landet, kræver det målrettede investeringer i infrastrukturen – herunder en udbygning af Rute 15 hele vejen til Grenaa Havn – så både virksomheder, borgere og arbejdskraft kan bevæge sig effektivt på tværs af regionen.

Den nuværende infrastruktur fører til manglende investeringer i virksomhederne, udfordringer med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, vigende bosætning samt spildtid og miljøbelastninger, når både lastbiler og personbiler må holde i kø samt bremse unødigt op på turen til og fra Grenaa. Virksomhederne fortæller også selv, at den største udfordring for deres vækstmuligheder er infrastrukturen. Det fremgår hvert år som virksomhedernes top-prioritet når Dansk Industri laver deres årlige opgørelse over kommunernes erhvervsvenlighed, og virksomhederne i den nordlige del af Djursland ser desuden infrastrukturen som en væsentligt større udfordring end virksomheder i resten af landet.

Læs mere i Rambøll rapporten ” Mobilitetsudvikling og Initiativer” lavet for Business Region Aarhus Marts 2026

  • Download Rambøll Rapport
Tilbage til oversigt